Lanka Komma Lillefisen

Her er min historie.

Jeg er født i august 2002 på Sri Lanka. De første få uger af mit liv tilbragte jeg med min mor og mine søskende. Vi boede i en hule ved flodbredden, kun nogle meter fra havet. Pludselig var vi alene, mig og mine søskende, og min mor kom slet ikke mere. Men vi klarede os alligevel. Vi fandt ting vi kunne spise på stranden, og indimellem kom der også nogle mennesker og gav os lidt mad. Og én dag var der nogle der blev længe og legede sammen med os. Kort tid efter blev det et frygteligt regnvejr - det regnede i to døgn, og vores hule blev helt oversvømmet. Jeg ved ikke hvor mine søskende blev af, for på et tidspunkt faldt jeg bare i søvn ude i regnen. Jeg vågnede ved, at der hoppede fugle rundt om mig, og de ville hakke mig, så jeg skreg, så højt jeg kunne. Det hørte Anja og Karina (som var de to flinke mennesker, der havde leget så længe med mig, et par dage før), og de skyndte sig at tage mig med ned i en hytte, hvor jeg blev tørret, og fik noget at spise og drikke. Dagen efter var jeg på højkant igen, og klar til at indtage verden.

Nu havde jeg brugt ét af mine liv. Et par dage efter brugte jeg et mere - jeg løb rundt og legede på stranden, og kom for tæt på vandkanten, så en bølge slog op over mig, og hev mig med ud i vandet. Endnu engang blev jeg reddet, tørret, og puttet.

Karina og Anja forsøgte at finde en familie til mig, så jeg kunne blive på Sri Lanka. Men de ville ikke lade mig bo i et lille hundehus, sammen med to andre hunde, så de blev enige om, at tage mig med hjem til Danmark. Det var slet ikke nemt, men til sidst nåede jeg da frem. Og jeg blev straks aller-bedste-venner med Nuuk-Nuuk.

Til gengæld fik jeg to dumme storesøstre. Sciu-Sciu skældte hele tiden ud.... Det var vel egentlig ok, for hun VAR stor og stærk og gammel. Så jeg rettede ind til højre, men drillede også lidt. Og Punktum... hmmm... hun prøvede bare at ignorere mig. Men det kan man ikke. Hun blev ikke rigtigt sur, så da Sciu-Sciu døde mente jeg jo helt klart, at SÅ var det mig der skulle bestemme. Tænk, det var Punktum ikke helt enig med mig i. Men jeg prøver stadig på at overbevise hende, for hun er lidt mærkelig. Hun vil ikke selv bestemme, men hun vil hellere ikke lade mig bestemme over hende. Og det VIL jeg, VIL jeg, VIL jeg... Ellers bliver jeg hys!! Desværre bliver jeg nødt til at indrømme, at Punktum alligevel er ret god at putte med.

Hvor var der dog bare koldt i Danmark, da jeg kom dertil i december måned. Jeg rystede af kulde, hver gang jeg skulle ud af døren. Så fik jeg en lille frakke på, så jeg bedre kunne holde varmen. Men jeg syntes stadig, det var bedre at sidde foran brændeovnen, end at være udenfor.

Mit navn har jeg fået i flere omgange. Da Anja og Karina fandt mig, kaldte de mig bare Lillefisen. Da de besluttede sig for at tage mig med hjem, blev jeg officielt døbt Lanka - og for at passe til resten af familien, fik jeg så "Komma"´et med også.

Nu har jeg vænnet mig til vejret i Danmark, og jeg er rigtig glad for vand. Det er så sjovt, når vi får lov til at komme med ud og lege ved havet.

Jeg er dygtig til lydighed, og til at lære ting i det hele taget. Jeg er meget opmærksom, og vil gerne forstå, hvad jeg bliver bedt om. Jeg begyndte til agility i foråret 2004, og det er rigtig sjovt, men jeg er stadig nybegynder. I juni 2004 var vi til "for-sjov-skue" og jeg styrede bare for vildt. Jeg vandt min gruppe og fik fint rødt bånd. Og var med inde til finalen, hvor et stort skrummel løb med førstepladsen, og vi andre fik en delt andenplads.

Jeg har hørt nogen sige, at "kært barn har mange navne". Så må jeg være RIGTIGT kær. Jeg bliver kaldt; Grisling, Lillefisen, Lille Bæst, Hyleren, Det røde Spektakel, Hystaden, Bisse, Dingo og meget andet.

Opdatering 15/1-2007: Lanka har i den forløbne tid primært trænet lydighed og var bla. oppe til prøve i Rallylydighed i Brøndby i sommeren 2006, og det gik helt forrygende. Her er nogle billeder fra vores "gennemløb":