NUUK-NUUK AMAROQ KOLON

Her er min historie.

 

Jeg er født d. 1. november 2000 i Nuuk på Grønland. Jeg var kun ca. 6 uger gammel, da jeg blev afleveret til en familie. De kunne alligevel ikke have mig, så jeg havnede på dyrenternatet i Nuuk. Der var mange andre hvalpe, og ikke ret mange familier, der gerne ville overtage os. Så én af de ansatte sendte fluks nogle billeder til en bekendt i Danmark - jeg gjorde ALT, hvad jeg kunne for se sød ud :

Så blev jeg puttet ned i en taske, og kom med op i en stor maskine. Jeg fik lidt at spise, og så blev jeg så træt. Da jeg vågnede, var jeg i Kastrup Lufthavn, hvor jeg blev kærligt modtaget. Og tænk, så kom jeg ud af tasken, og blev sat ned på noget mærkeligt noget. Jeg har nu fundet ud af, at det var fliser... men de lignede slet ikke den der hvide substans, som jeg var vant til at løbe rundt i, og jeg syntes faktisk, det var temmeligt farligt. Jeg faldt dog hurtigt til hos min nye familie på Aladdinvej.

Er det ikke et fint navn jeg så fik? Jeg er født i Nuuk - derfor hedder jeg Nuuk-Nuuk - og Amaroq betyder ulv på grønlandsk. Og så skulle jeg jo hedde noget med "tegnsætning", for at passe ind i Punktums familie.

Punktum var iøvrigt god til at lege med mig, og Sciu-Sciu passede på mig, og sørgede for at jeg altid var fin og ren, både i ørerne og på poterne. Og der kom snart noget sne, så jeg kunne føle mig hjemme.

I starten var jeg meget bange for mange ting. Jeg kan ikke helt huske hvorfor, men jeg tror måske, at der er nogen oppe på Grønland, der har været lidt hård ved mig. Når jeg først kender folk, er jeg den største skødehund og nussegøj, men jeg er stadig lidt bange for fremmede. Det er også derfor, jeg ikke kan gå op til prøver og konkurrencer, selv om jeg faktisk er ret dygtig. For hvis jeg pludselig kan se, at der er nogle fremmede mennesker eller hunde, der kigger på mig, så går jeg helt i stå, og bliver ked af det. Min familie griner godt nok lidt - når de tror jeg ikke lægger mærke til det - når jeg bliver bange for sommerfuglene.... Men det gør jeg altså heller ikke mere. Det var kun da jeg var lille.

Da vi var til "for-sjov-skue" i juni 2004 gik det alligevel godt, for det var en smadder-flink dommer, som hilste på mig stille og roligt, så jeg ikke blev bange. Og jeg ER jo en flot fyr, så jeg blev faktisk nr. 2 i min gruppe, ud af ti hunde. Det var jeg ret stolt af. Punktum blev nr. 3 i sin gruppe og Lanka vandt sin. Men det kan I læse mere om på hendes side.

Her er vi allesammen med vores sløjfer, sammen med vores evige konkurrent Fifi, der blev nr. 2 i Lankas gruppe, og som bare er smadderdygtig til rigtig mange ting. Der er også et billede af Lanka og jeg, sammen med Emma - det var hende, der blev nr. 1 i min gruppe. Hende er jeg ret glad for... hun har sådan nogle smukke farver, og smukke øjne. Hun ligner faktisk mig en del.

Jeg ELSKER at lege ude i naturen. Når jeg får lov til at bade, springe over ting, gå balance på væltede træstammer (eller klatre op ad dem) - eller hoppe rundt i bunker med strå.

Og så kan jeg godt lide at putte i sofaen.

Jeg elsker også at træne, men helst bare hjemme i haven eller på gåturene. Nede på træningspladsen er der tit alt for mange hunde, jeg skal passe på og holde øje med, og alt for mange der kommer for tæt på, så jeg bliver lidt ked af det. Men når jeg er alene med min mor, kan jeg næsten alting.

9/9-2006: Sent fredag aften stak Nuuk-Nuuk af hjemmefra. Noget han ellers ikke har gjort én eneste gang, siden han blev kastreret. Han løb den modsatte vej af alt hvad han kender af steder, mennesker og hunde, og på en trafikeret vej nogle kilometer hjemmefra, blev han påkørt med høj fart, og var desværre død på stedet.

Det der er sværest at forstå, var at han valgte at stikke af fra haven, for han gjorde generelt ALDRIG noget, som han vidste, han ikke måtte. Han var en totalt duks på alle områder.

Vi tror desværre, at han måske har fået en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen, for der må ha´ været sket noget oppe i hans hoved, når han sluttede af med at lave noget, der nærmest var i modstrid med hans natur.

Han var ellers blevet så dygtig. Han var slet ikke utryg ved fremmede mere. Han var endda blevet så tryg, at vi har kunnet have ham med til prøver og konkurrencer, så indenfor det sidste år, han han bestået sin lydighedsprøve LP1, og her i juli var han med til den anden officielle konkurrence i Danmark i Rally-lydighed og fik en flot 4. plads ud af lidt over 30 hunde. Han skulle have været oppe til næste lydighedsprøve her i slutningen af oktober, og der er ingen tvivl om, at ham og Anja i fællesskab ville være bestået med bravour. .

Han er dybt savnet af både sin to-benede og fir-benede familie, og der vil gå lang tid før vi vor alvor forstår og accepterer, at han er væk.