Her er min historie.

Jeg blev født i juni 1990. Jeg er en rigtig fin racehund (Siberian Husky) med flotte papirer, og det ved jeg godt selv. Jeg er den smukkeste og stærkeste tæve på hele Amager. Men sådan har det ikke altid været.....

Jeg blev født på Kennel Snowy i Køge, som lidt af en fejltagelse. Min mor var kun 13 måneder, da jeg blev født, og det var ikke lige helt planlagt. Men både hun og min far var avlsgodkendt, og havde fine papirer - så det fik jeg også.

Jeg blev solgt til en familie med 3 børn. De var smaddersøde, og sjove at lege med, og når de indimellem ikke gad, så var jeg rigtig god til at lege selv. Jeg legede både med grønne planter og lædermøbler, og jeg havde det herligt. Jeg var også RIGTIG god til at lege, når vi var ude at gå tur. Så god, at min mor som regel måtte vente et par timer, før hun kunne fange mig, og tage mig med hjem igen. Det blev hun vist desværre lidt træt af, for jeg fik ikke lov at komme fri mere. Øv... Det syntes jeg ikke var sjovt. Så brugte jeg bare endnu mere tid og energi på at lege med de ting, der var i huset. Så blev min mor sur.... Mere øv.... og så blev jeg puttet ud i hundegården. Der kunne jeg ikke li´ at være... Så jeg HYLLLEEDDEEE hele tiden. Så blev min mor endnu mere sur - og efterhånden var vi næsten hele tiden uvenner, og jeg var rigtig ked af det.

Så en dag, da jeg var næsten ét år gammel, kom der en pige og hentede mig. Jeg kom med ud at køre bil, og fra den dag af, havde jeg et nyt hjem. Der gik lige lidt tid, hvor jeg stadig gerne ville lege med forskellige ting i huset, men jeg fik så meget motion, træning og oplevelser, at jeg som regel var for træt til det.

Til gengæld lærte jeg en masse. Jeg var altid til træning to gange om ugen. da jeg var ung. Til lydighed, agility og/eller brugshundetræning, og jeg blev god til det meste. Jeg bestod LP1 (det er vist meget flot for en husky, siger min mor), var til et par konkurrencer i agility, og blev også klubmester ét år - og jeg blev faktisk ved med at få lov til at løbe agility, indtil jeg var over 12 år gammel. Bare ikke så tit, for selv om jeg bare var SÅ frisk, så sagde min mor, at vi altså skulle passe på.

Det gik også fint til brugshundetræning. Jeg blev rigtig god til at apportere, og gå spor. Lige indtil den dag, de havde lagt en død skade for enden af sporet, og forventede at jeg skulle samle den op. Sådan noget dødt noget, tager man da ikke i munden. Det RULLER man sig i..... Næste sæson syntes min mor så ikke, vi skulle bruge mere tid på det...

Jeg blev også ved med at lære nye ting, da jeg blev gammel. Den sommer jeg fyldte 11 år, var vi for første gang til klikkertræning. Det var faktisk min lillebror (eller næsten min søn) Nuuk-Nuuk, der skulle træne, men han kunne slet ikke koncentrere sig, bare fordi der var en masse dejlige damer. Så jeg fik lov i stedet, og det var sjovt. Man skulle bare lave et eller andet, så fik man guf. Dejlig træning. Året efter var jeg med til "Alternativ træning" og lærte at kravle, apportere Hula-Hop-ringe, og hente de rigtige farver ringe på et ringspil. DET var jeg altså også god til.!!

Lige fra starten var det vigtigt med motion og træning, sagde min mor. Hvis jeg skulle ha´ lov til at løbe fri, og det ville jeg jo rigtigt gerne. I starten var jeg vist lidt af en rod, men jeg lærte efterhånden, at det var ok at komme, når mor kaldte, og jeg skulle i snor. For jeg kom jo altid fri igen dagen efter. Og jeg ELSKER at løbe fri ovre på Fælleden.

Min bedste ven de første mange år, var en anden husky, der hed Tai. Han var godt nok lidt af en steg.... Og så var han flink og respektfuld, og jeg fik lov til at stjæle hans kødben. Han var en del ældre end mig, og én dag jeg kom derhjem, var han der slet ikke. Jeg gik lidt rundt og ledte - og fandt så hans grav oppe i baghaven. Der stod jeg lidt, så jeg kunne få sagt ordenligt farvel. Men jeg vidste godt, at han var gammel - næsten 14 år - og han havde ikke været så frisk på det sidste. Men han var min bedste ven, og der var aldrig nogen, der for alvor kunne erstatte ham. Prøv at se hvor gode vi var til at slappe af sammen.

Efterhånden fik jeg også selv en rigtig stor familie. Punktum flyttede ud til os i 1999, og det var meget hyggeligt, selv om jeg jo var vant til at være alene-hund. Men så længe hun bare vidste, jeg bestemte, så var det fint. I januar 2001 kom Nuuk-Nuuk så. Den dejlige dreng. HAN forstod at vise de gamle respekt, og han kendte sin plads lige fra starten af. Så HAM kunne jeg godt li´. Han var også god til at lege, og han elskede at putte snuden helt ind i min tykke pels, da han var lille. Og så kunne han hurtigt løbe næsten lige så stærkt som mig, og der er ikke noget bedre end et raskt kapløb. Jeg pussede og nussede om ham - det var næsten som om han var min egen hvalp.

Da Lanka kom ind i familien var jeg desværre ved at være gammel. Jeg var stadig den smukkeste hund på hele Amager, men jeg havde mistet synet på det ene øje, og jeg var ikke helt så hurtig mere. Men alligevel er jeg sikker på, at hun fra starten af godt vidste, at det var mig, der bestemte. Desværre blev jeg syg. Jeg forstod det ikke helt selv. Men jeg var træt, og jeg havde slet ikke lyst til at spise noget. Kort før min 13-års-fødselsdag var jeg ved dyrlægen. De sagde noget med leukæmi. Det forstod jeg ikke rigtigt. Men jeg forstod det, da min familie forklarede, at jeg ikke ville blive rask igen, og at det var tid til at sige farvel. Jeg kunne godt mærke, at de var kede af det, og det var jeg da også. Men det var heller ikke sjovt at være gammel og syg, når man har været smuk, stolt, selvstændig og den allerstærkeste og hurtigste hele sit liv. Den flinke doktor-dame gav mig en sprøjte. Det gjorde ikke ondt, og det var dejligt at falde i søvn, mens jeg blev nusset.........

(Hun vil altid være i vores tanker og vores hjerter - hun var en helt unik hund, med et fantastisk temperament.....)